”Forskellighed kræver forskellig behandling”
Individuelle behandlingsforløb tilpasset den enkelte
På Slusen prioriterer at vi at se på det hele menneske og ved derfor, at forskellighed kræver forskellig behandling. Det være sig både i forhold til kortere og længerevarende forløb. Vi tilbyder derfor forskellige behandlingsforløb, således at man – i samarbejde med kommunen – kan skabe de bedste betingelser for et fremtidigt stoffrit liv.
Der vil i alle forløb være fokus på følgende emner: oparbejdning af døgnrytme og struktur, ADL-træning, håndtering af stof-trang, indblik i årsagerne til påbegyndt misbrug, stoffernes virkning og konsekvenser heraf samt indsigt i egne tanke-, føle- og handlemønstre.
Oversigt over behandlingstilbud
Korte afgiftningsforløb som led i ambulant behandling
Vi tilbyder kortere eller længere afgiftningsforløb, der sigter mod at komme tilbage til sin hjemkommune for at følge et eventuelt ambulant behandlingstilbud.
Afgiftningsforløb med henblik på videre primær behandling
Dette forløb kan vare mellem 2-8 uger, alt afhængig af misbrugets karakter og længde. I dette forløb vil vi bl.a. arbejde med evnen til at fastholde sig selv i forhold til beslutningen om et stoffrit liv og ikke mindst tage ansvar og opnå større selvindsigt.
Længerevarende afgiftnings- og stabiliseringsforløb med henblik på vurdering af fremadrettet tiltag
Vi tilbyder også et forløb på min. 3 måneder, hvor der tages hensyn til specifikke behov (eksempelvis omsorgsbehandling eller ”gråzone”-området), dvs. at der udover misbruget også er tale om behandling af psykiatriske problemstillinger, såsom:
- ADHD, PTSD og OCD
- Borderline
- Personer med selvskadende adfærd
- Psykiske, sociale, adfærdsmæssige og/eller indlæringsmæssige problemer
- Tilknytnings- og kontaktforstyrrelser
- Tab og traumer samt ofre for seksuelle overgreb
- Særlige psykiske lidelser/tilstande, der kan indebære samarbejde med psykiater eller andre relevante instanser
- Herunder afdækning af funktionsevne indenfor det fysiske, psykiske og sociale område.
.
Tilbagefaldsforebyggende forløb
Tilbudet er for personer, der har været stoffri i en kortere eller længere periode, men som af en eller anden grund har taget et tilbagefald. Der arbejdes intensivt med grunde til tilbagefaldet og styrkelsen af egen evne til at fastholde sig selv som stoffri. Flere modeller vil blive taget i brug i undervisningen, heriblandt Gorski.